Ærkebiskop Marsh's Bibliotek

St. Patrick’s Close, Dublin 8, Ireland.

Irlands første offentlige bibliotek

Marsh's bibliotek, der blev bygget i 1701 af ærkebiskop Narcissus Marsh (1638-1713), er det første offentlige bibliotek i Irland og et af de tidligste på disse øer. Det blev tegnet af Sir William Robinson, som tidligere havde været arkitekt på the Royal Hospital, Kilmainham.

Biblioteket fremtræder uændret med sine smukke bogreoler i mørk eg, siden det blev bygget for næsten tre hundrede år siden. Hver reol har udskårne gavle forsynet med inskriptioner og en bispehue i toppen, og der er tre elegante nicher eller "bure" forsynet med trådnet, hvor lånerne blev låst inde med de sjældne bøger. Det er et pragtfuldt eksempel på et videnskabeligt bibliotek fra det 17. århundrede. Oprindelig var mange af bøgerne lænket fast. Hver bog var med et lille metalspænde forbundet med en kæde, som endte i en ring, der gled på en træstang langs hver hylde.

I 1707 vedtog det irske parlament en lov med overskriften "Lov om oprettelse og bevaring af et offentligt bibliotek for altid". Ledelsen af biblioteket blev overdraget til en bestyrelse (the Govenors and Guardians), som bestod af Church of Ireland ærkebisperne af Armagh og Dublin, domprovsterne ved St. Patrick's og Christ Church, rektor for Trinity College, samt fire andre bestyrelsesmedlemmer ex officio, hvis hverv ophørte med statsdannelsen i 1922. En af dem var the lord Chancellor, og på anmodning fra bestyrelsen har regeringen fornylig i en lovbekendtgørelse gjort højesteretspræsidenten til bestyrelsesmedlem. The Govenors and Guardians udnævner en inspektør og en viceinspektør. De nuværende er Muriel McCarthy, MA, LLD. og pastor C.R.J. Bradley, MA.

Der er fire hovedsamlinger, som består af 25.000 bøger fra det 16., 17. og begyndelsen af det 18. århundrede. Som man kunne forvente, er der en stor samling af liturgiske værker, messebøger, bønnebøger, tidebøger i den sene middelalder-tradition fra Salisbury Cathedral (the Sarum use), bibler på næsten alle sprog, samt en mængde værker om teologi og religiøse uoverensstemmelser. Men disse bogsamlere var mænd med smag for det videnskabelige, så emneområderne dækker overraskende bredt og varieret. I alle samlingerne er der bøger om medicin, jura, naturvidenskab, rejser, navigation, matematik, musik, landmåling og klassisk litteratur. Et særligt rum er forbeholdt bøger og tidsskrifter om irsk historie fra de sidste hundrede år.

Den vigtigste samling i biblioteket er the Library of Edward Stillingfleet (1635-l699), som var biskop i Worchester. I 1705 betalte Narcissus Marsh 2500 pund for dette bibliotek på næsten 10.000 bind. Det indeholder bøger trykt af nogle af de første engelske bogtrykkere: Berthelet, Daye, Fawkes, Notary, Pynson, Siberch, Wolfe og Wynkyn de Worde. En samling med Davids salmer, trykt af Richard Pynson i London i 1524, har på bindets inderside indklistret et afladsbrev, udfærdiget af Thomas Wolsey og kardinal Campeggio, der søgte at rejse midler til Katedralen i Hereford. Bogen er stadig i sin originale indbinding med indprægede felter, som prydes af Tudor rosen og vinbladene.

Ærkebiskop Marsh overlod alle sine bøger til sit bibliotek, men hans store orientalske manuskriptsamling testamenterede han til the Bodleian Library. Han var særligt optaget af naturvidenskab, matematik og musik, og i mange af de matematiske værker har han gjort fyldige notater. Marsh samlede også bøger på hebræisk, arabisk, tyrkisk og russisk. Sidstnævnte er sjældne og interessante eksempler på tidlig russisk bogtrykkerkunst. I en hebræisk bog, trykt i Italien i 1491, skrev Marsh for næsten 300 år siden: "Uber rarissimus" (meget sjælden bog).

Dr. Elias Bouhéreau, som var huguenot og flygtede fra Frankrig i 1685, blev den første bibliotekar. Til biblioteket testamenterede han sine bøger, som dels indeholder protestantisk teologi og teologisk debat, dels værker med tilknytning til universitetet i Saumur, som han havde gået på. Der er nogle meget fine eksempler på tidlig kontinental bogtrykkerkunst. Et eksemplar af "le Rommant de la Rose", trykt i Paris af Galliot du Pre, er i originalindbinding.

John Stearn (1660-1745), biskop af Clogher, testamenterede sine bøger til Marsh's bibliotek i 1745. Denne samling svarer til de andre, men blandt bøgerne findes den ældste og samtidig en af de smukkeste bøger i biblioteket: Ciceros "Breve til hans venner", trykt i Milano i 1472.

Udover disse fire samlinger er der omtrent tre hundrede manuskripter i biblioteket. Det vigtigste er et på latin fra omkring

1400 om irske helgeners liv. Der er ritualbogen fra Salisbury (the Sarum Processional), som i det 15. århundrede tilhørte the Church of St. John the Evangelist i Dublin. Den indeholder et vigtigt drama fra middelalderen, "Besøget ved den Hellige Grav" i ritualet for den stille uge.

Ærkebiskop Marsh havde ansvaret for forarbejdet til trykning af biskop Bedells oversættelse af det Gamle Testamente til irsk. Med hjælp og opmuntring fra den store videnskabsmand Robert Boyle udkom det i London i 1685. To bind med Bedells originale oversættelse findes på biblioteket, det tredie bind og apokryferne befinder sig på universitetsbiblioteket i Cambridge.

Manuskripterne om musik omfatter bøger fra 17. århundrede, skrevet ud for enkelte stemmer og en bog med udsøgt musik for lut i tabulatur fra slutningen af det 16. århundrede. En lille bog med elisabethansk poesi indeholder et digt af Sir Walter Raleigh til dronning Elisabeth. Der er også manuskripter, i hovedsagen om Irland, der er samlet eller kompileret af Dudley Loftus.

I egenskab af provst ved St. Patrick's sad Jonathan Swift i bestyrelsen for biblioteket og deltog i de årlige visitatser igennem mange år. I Clarendons "History of the Rebellion" har han skrevet omfattende noter, for det meste en fornærmende omtale af skotterne for deres rolle i opstanden.

Muriel McCarthy, MA, LLD.

Oversættelse: Finn Hirshals.

ÅBNINGSTIDER:

Mandag: Kl. 10 - 13, kl. 14 - 17

Tirsdag: Lukket

Onsdag - Fredag: Kl. 10 - 13, kl. 14 - 17

Lørdag: Kl. 10.30 - 13

Søndag: Lukket

Marsh's Library har en konservatorafdeling, som blev bygget med velvillig støtte fra the Delmas Foundation. Vi tilbyder ekspertrådgivning om bevaring og reparation af bøger, manuskripter, tryk, tegninger, akvareller, kort, arkivmateriale og andet arbejde på papir.

Telefon: Biblioteket (01)4543511; Bogbinderiet (01)4544609

Email: keeper@marshlibrary.ie


Marsh's Library

© 2010 Governors and Guardians of Marsh's Library

Hosted and maintained by the Department of Computer Engineering, Dublin Institute of Technology
Valid XHTML 1.0 Transitional